Ønske: Cepos-frit 2009
Som regel ender vejledningen med, at de dropper Cepos, og måske er jeg ikke altid lige pædagogisk, for spørgsmål som: ”Ved I ikke på forhånd, hvad Cepos mener om problemet?” (Jooh..), og ”hvem er det lige, de repræsenterer?” (tja..) er vink med en vis vognstang. Ja, læreren synes faktisk, det er en gang alibi-journalistik at ringe op til Cepos.
Men hvorfor bruger uddannede kolleger ude i branchen Cepos så ofte, ja hele tiden? 2519 hits (7 artikler hver dag året rundt) giver ordet ”Cepos” i 2008 ved en hurtig søgning på Infomedia, og de hits omfatter vel og mærke kun en række skrevne medier. Tænk på, hvor ofte Cepos optræder i radio og tv. Godt gået af tænketanken, men Cepos-manien i danske medier er ikke så let at forklare de studerende.
Måske Cepos-manien er udtryk for, at en del journalister ikke ved, hvad de skal gribe og gøre i. Dagligdagen er presset, historien skal gå op. Én kilde er for, én er imod, og så er arbejdsdagen reddet, men ingen er blevet klogere, for Cepos svæver over vandene uden ansvar og uden megen skelen til samfundets kompleksitet.
Cepos´ ultraliberale tankegods, der vel tager 15 minutters intensive studier at blive fortrolig med, kan være sjovt at lege Rasmus-modsat med af og til. Men deres noget forenklede argumenter burde journalister selv kunne bringe på banen, når det synes relevant, frem for at ringe op og benytte et selvbestaltet lobbysekretariat som alibi.
I ønsket om et 2009, hvor Cepos-manien må ebbe ud til fordel for journalistik med substans.
Kommentarer [7]


email:David Wedege | website:
Aldeles enig. Men man kunne blive ved.
- Hvorfor henvender journalister sig ofte til interesseorganisationen Kræftens Bekæmpelse for at høre sandheden om solarier og tobaksrygning?
- Hvorfor henvender journalister sig ofte til det ultra-venstreorienterede researchkollektiv Redox for at høre sandheden om højrefløjsmiljøet?
- Hvorfor henvender journalister sig ofte til det ultrakristne og folkekirkeligt forankrede Dialogcentret for at høre sandheden om andre trossamfund?
- Find selv på mange flere. Ønske: kildekritisk 2009.
email:Janne Aagaard | website: http://incognita.dk
Kære Martin...
Spørgsmålet skulle vel rettes til dig og dine kolleger på Journalisthøjskolen? For det er jo i høj grad uddannelsen på skolerne og introduktionen til research og kildeidentificering, der skal forebygge, at kildekritikken halter, og at Tordenskjolds soldater får en pause engang i mellem. Mit indtryk er, at kilder ofte ønsker sig, at journalisterne fandt andre - og måske nye og mere vidende kilder - men svarer blandt andet for synlighedens og høflighedens skyld.
Så grib i egen barm! Journalisthøjskolen kunne vel med rette sætte det gode eksempel og lære sine studerende at bruge universiteters hjemmesider med diverse ekspertdatabaser og søgemuligheder i stedet for at ringe til den første, den bedste meningsdanner.
Venlige hilsner en tidligere DJH-studerende
:-)
Janne
email:Martin | website:
Det var dog den mest unuancerede og forenklede blogindlæg længe set. Det er sådan nogen som dig, der er med til at gøde jorden til dem, der siger, at journalister er venstreorienterede.
Kan du f.eks. fortælle mig hvad ultraliberalistisk er for noget? Jeg har hverken kunne finde det i mit filosofiske leksikon eller det nyligt udgivne "Tankernes Magt". Nej, der er noget, der hedder liberalistisk og dens modsætning er socialistisk.
Og hvor er argumenterne for, at du kan påstå at CEPOS's argumenter er forenklede?
Kære Martin, du burde nok kigge på dine egne argumenter inden du, uden påviste belæg i øvrigt, kritiserer andres.
BANG sagde det, da stenen ramte glashuset.
email:Martin Vestergard | website:
Tak for reaktionerne på mit indlæg.
Til David. Den ene del af problematikken er, at Cepos bliver brugt i flæng. Nogle gange som ekspert og andre gange som den farvede meningsdanner, tænketanken jo er. Altså af og til et udtryk for mangel på kildekritik, men jeg mener også, at Cepos-manien er udtryk for noget andet: nemlig en stigende tendens til at bringe sort-hvid, for-imod-historier, og her er det bekvemt at bruge Cespos.
Dansk Folkeparti bruges lidt på samme måde i medierne, men de repræsenterer trods alt nogle vælgere og har politisk magt.
Til Janne om Journalisthøjskolen ikke selv har et ansvar. Jo, da, og det er lige så meget en påmindelse til mine underviserkolleger. Vi gør dog meget ud af at påpege over for de studerende, at de skal forsøge ikke at bruge de samme travere af kilder.
Vi prøver også at lære dem, at de ikke behøver at ringe til en historieprofessor for at få at vide, hvornår Chr d. IV døde. Det bør de selv kunne finde ud af. Det samme med holdninger fra Cepos.
Til Martin: Jeg forholder mig ikke til, om Cepos´ holdninger er gode eller ej, men alene til, at Cepos ikke er uafhængige eksperter og ikke repræsenterer nogen.
Angående det ultraliberal, så er "ultra" et almindelig anvendt udtryk for den rene vare. Mange partier og grupperinger kalder sig liberale i forskellige varianter, og så vidt jeg har forstået, synes Cepos ikke, at f.x. Danmarks Liberale Parti, Venstre, er særlig liberalt. Så ultra er vel en meget harmløs og korrekt etikette på Cepos. Angående min påstand om det forenklede. Det behøver ikke at være skidt at have enkle synspunkter, og troen på, at et frit markedet uden reguleringer kan klare alle problemer er da et befriende enkelt synspunkt - og det behøver jorunalister vel ikke ringe til Cepos for at høre så meget mere om, da synspunktet jo er let at forstå.
vh Martin
email:Christian | website:
"Jeg forholder mig ikke til, om Cepos´ holdninger er gode eller ej, men alene til, at Cepos ikke er uafhængige eksperter og ikke repræsenterer nogen."
Hvordan kan man både være ikke-uafhængig og samtidig ikke repræsentere nogen? De repræsenterer jo sig selv og har et klart formål i livet, hvilket jo er meget mere reelt end f.eks. fagforeningerne. Og i øvrigt har CEPOS været meget kritisk over for regeringen, især på det retssikkerhedsmæssige område.
Ude i den store verden er tænketanke faktisk meget værdifulde aktører i samfundsdebatten. Også i andre nordiske lande.
Er problemet ikke bare at venstreorienterede som dig selv har ondt over at CEPOS har været så geniale til at skaffe penge og sætte dagsordenen?
email:Martin Vestergard | website:
Til Christian.. en eller anden
Du spørger meget logisk, hvordan man kan være (ikke) uafhængig og samtidig (ikke)repræsentere nogen.
Når en kilde bliver brugt flittigt i medierne med autoriet vil vi normalt forvente, at kilden ENTEN repræsenterer uafhængig viden/forskning, f.x. universitetsforskning ELLER er en kilde, som har vægt ved at repræsenterer en stor gruppe/interesse, f.x. Dansk Industri, LO o.l.
Cepos er ingen er delene, og jeg stiller spørgsmålstegn ved, om det er berettiget at bruge Cepos så meget i medierne, som det er tilfældet.
Som du skriver, repræsenterer de sig selv. Det gør vi jo alle sammen.
I så fald skulle Cepos have noget helt særligt at byde på.
Min påstand er, at hovedparten af tænketankens argumenter og synspunkter er forudsigelige, så f.x. at inddrage dem i en debat om skattereformen igen og igen mere bliver en rituel handling for journalister. Vi ved da godt, at Cepos ikke synes at en marginalskat på 55% er lavt nok .. osv.
Jo, tænketanke kan bidrage til samfundsdebatten, og det gør Cepos også - og godt. Men den voldsomme eksponering er efter min vurdering ofte udtryk for slatten journalistik.
venligst Martin
email:Lise | website:
Ønske: Journalister og deres underviser stopper deres patetiske brug af mærkater på folk de ikke bryder sig om
Hvordan kan du hævde at brugen af ordet ULTRA er ganske harmløst ??
Er du fuldstændigt ubekendt med ordet følelsesmæssige ladning i danskernes daglige talesprog ??
Eller er du bare en hykler ??
Fortæl så venligst hvordan du omtaler de venstrekstreme partier i folketinget ??
Hvordan du omtaler CEVEA, LO, Mette Frederiksen, Information osv.
Dertil kommer naturligvis at din kritik er underlødig i den forstand at man åbenbart skal have mange medlemmer eller være statsansat (og dermed - helt bizart - være såkaldt uafhængig, for at kunne have en interessant mening.
Det er i din optik åbenbart ikke længere argumenternes gyldighed, lødighed og hvor veldokumenterede de er.
Kunne det tænkes at CEPOS for en betydelig opmærksomhed fordi de har nogle kvikke hoveder ansat, at disse hoveder argumenterer klart og rationelt for synspunkter i stedet for kunstnervås, at de analysere på data som ingen andre gider eller tør beskæftige sig med, og at tænketanken rent faktisk repræsenterer synspunkter som mange borgere deler, men som sjældent bliver hørt, da journalister jo ikke ringer til hr. og fru danmark.
HVad med at du tog dit forenklede 70'er romantiske syn og gemte væk i det kommende årti.