Jyllands-Posten I
Et andet centralt aspekter i dansk politik, som sagen også har sat fokus på, er forholdet mellem Udenrigsministeriet og Statsministeriet. I de seneste 10-15 år er der sket en massiv oprustning af statsministeriets bemanding, rolle og styring med udenrigspolitikken. Dette har udløst en magtkamp mellem de to ministerier, som kom lysende klart frem i den meget omdiskuterede dokumentarudsendelse ”Fogh bag facaden” om det danske EU formandskab i 2002. I sagen om Jyllands-Postens tegninger er det blevet diskuteret, om forholdet mellem Udenrigs- og Statsministeriet har spillet en rolle for, at statsministeren i oktober valgte IKKE, at mødes med de 11 ambassadører, som bad om et møde. Statsministeren har igen og igen gentaget, at mødet ikke kunne finde sted fordi ”det skete på baggrund af et krav fra dem om, at vi skulle tage retslige skridt imod Jyllands-Posten” - men er det faktisk hvad ambassadørerne ”krævede”?
Enhver kan læse brevet fra ambassadørerne, men da jeg spurgte de journaliststuderende, hvor mange, som havde læst brevet, var svaret – 0. Måske ikke så overraskende, da kun en enkelt avis har trykt brevet, men alligevel tankevækkende. Hvor mange af de hundredvis af journalister, som i de seneste måneder har arbejdet med sagen, har mon læst brevet? I brevet beklager ambassadørerne sig over det, som de oplever som en smæde-kampagne imod islam og muslimer. De nævner sagen om Radio Holger, der i sommeren 2005 opfordrede til at slå muslimer ihjel, Louise Freverts hjemmeside-sag, Brian Mikkelsens landsmødetale om kulturkampen imod ” En middelalderlig muslimsk kultur” og ”parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer”.
Som det fjerde eksempel nævnes Jyllands-Postens tegninger. Efter en beklagelse af alt dette, kommer de centrale passager: ”We deplore these statements and publications and urge Your Excellency’s government to take all those responsible to task under law of the land … Given the sensitive nature of the matter, we request an urgent meeting at your convenience.”. For det første skal det huskes, at afsættet er de fire eksempler, hvor der allerede var sket det, at radio- og tv-nævnet havde frataget Radio Holger sendetilladelsen i tre måneder, og politiet var i færd med at efterforske sagen om Louise Freverts hjemmeside. Danske love var altså allerede bragt i anvendelse. For det andet skal det bemærkes, at ambassadørerne direkte henviser til danske love – de kræver ikke nye love, de kræver ikke andre politiske reaktioner, men opfordrer derimod ganske simpelt regeringen til at bruge de eksisterende danske love. Er det korrekt, når statsministeren gengiver brevet som et ”krav fra dem om, at vi skulle tage retslige skridt imod Jyllands-Posten.” Den 18. november citerer Politiken Egyptens udenrigsminister for følgende: ”Vi bad jo ikke om at få standset avisen eller at censurere den, det har vi ingen ret til. Men jeg havde håbet på støtte fra den danske regering i en eller anden form for erklæring. I stedet bliver vi afvist ved døren og bedt om at gå til domstolene”.
I det svarbrev som statsministeren selv betegner som ”høfligt”, kommenterer statsministeren ingen af de fire konkrete sager, og ønsket om et møde nævnes ikke med ét ord.
Mødet der aldrig blev holdt, kunne efter manges vurdering have forhindret hele den dramatiske, uhyggelige og sørgelige udvikling, som sagen efterfølgende har taget og ikke mindst derfor står en række vigtige spørgsmål på spring:
1) Hvad
var beslutningsgrundlaget for ikke at ville mødes med ambassadørerne?
2) Hvilke personer var involveret, da man traf
beslutningen?
3) I hvilket omfang var Udenrigsministeriet
inddraget?
4) Hvilket råd gav Udenrigsministeriet, hvis
de var involveret?
5) Hvilket råd gav statsministerens egne udenrigspolitiske
rådgivere?
6) Hvilket råd gav Statsministeriets departementschef?
Den journalist som besvarer disse seks spørgsmål vil afdække et centralt moment ikke blot i danmarkshistorien, men nu også i verdenshistorien, og det som har udviklet sig til den største krise i dansk udenrigspolitik siden 2. verdenskrig. Og hvis det viser sig, at statsministeren alene, stik imod ikke blot Udenrigsministeriets råd, men også sine egne udenrigspolitiske rådgiveres råd, traf beslutningen om ikke at ville mødes med ambassadørerne, så er spørgsmålet - hvorfor? Og i forhold til mediernes rolle i hele denne sag, er spørgsmålet hvordan det kan lykkes en statsminister, i fire måneder, at gentage den samme påstand igen og igen, når blot et hurtigt blik på brevet, viser, at statsministerens udlægning er problematisk. Alle disse spørgsmål fortjener besvarelse, men hvorfor er de ikke blevet stillet og besvaret? Er det udtryk for selvcensur? – mere om selvcensur og ytringsfrihed på onsdag.
P.S. Dagbladet information har fået lavet en polemisk kommentar til Jyllands-Postens 12 tegninger i form af 12 tegninger af statsministeren. En af disse tegninger giver et bud på, hvorfor mødet med ambassadørerne ikke blev til noget. Se her.
Kommentarer [6]
email:Andy | website: http://iandy.dk/iblog
Hej Roger,
Rigtig god og relevant kommentar. Mon ikke der kommer et længere efterspil på den her sag, hvor netop Statsministeriet og Udenrigsministeriet indbyrdes forhold igen bliver debatteret?
Jeg har tilladt mig at linke til din kommentar fra min egen blog. Yes, it's that good ;) I burde have en trackback, som viser, om debatten bliver ført videre andre steder. Det undrer mig nemlig, at ikke flere kommenterer herinde.
email:Jens Sillesen | website:
Her er Politikens oversættelse af, hvad ambassadørerne beder om: "Vi fordømmer disse udtalelser og skrifter og opfordrer indtrængende Dem og Deres regering til at gå i rette med de ansvarlige i henhold til landets love af hensyn til harmonien mellem trosretningerne, bedre integration og Danmarks generelle forhold til den muslimske verden. Vi stoler på, at De vil tage de nødvendige skridt".
Jeg vil gerne høre din udlægning af dette, Roger. Henvises der ikke til alle fire? At man skal bruge dansk lovgivning mod dem? Så gælder det jo også JP eller? Hvis ja, så er statsministerens fortolkning vel OK? Han påstår jo ikke, at der er nogen der ønsker nu lovgivning? Han siger vel blot, at de ønsker at der er krav fra dem om, at vi skulle tage retslige skridt imod Jyllands-Posten. Er det ikke lige netop, hvad der står?
email:Roger Buch | website:
Hej Jens
Nej, jeg fortolker brevet på en anden måde. For det første kan man spørge sig selv, om 11 ambassadører og deres rådgivere mon er så uvidende om dansk lovgivning, at de stiller umulige krav til statsministeren? Næppe, det er formentlig også derfor de direkte henviser til de danske love, for at signalere, at de ikke stiller urimelige krav. Men det interessante er jo ikke, hvordan du eller jeg fortolker brevet, det afgørende er, hvordan statsministeriet og udenrigsministeriet fortolkede det, da brevet blev modtaget. Hvad blev statsministeren rådet til af statsministeriets og udenrigsministeriets embedsmænd? Var det statsministens egen beslutning på tværs af de råd, han fik? Jeg mener både nutiden og eftertiden fortjener viden om, hvem som traf en beslutning, som måske forhindrede, at sagen om Jyllands-Postens tegninger blev lagt død fra starten. Man kunne jo også spørge de 11 ambassadører, om de var ubekendte med dansk lov, og hvad deres hensigt egentlig var? En ambassadørs svar finder du i min blog, men hvad med de 10 andre? På trods af de seneste dages debat svæver svarene stadig i vinden. Vigtige svar!
email:Jens Sillesen | website:
Tja, jeg har nu hele tiden set denne sag som noget mere internt arabisk. For mig er det ikke utænkeligt, at man i den arabiske verden har haft et ønske om at diskutere noget andet end USA og Irak. Derfor anser jeg det ikke usandsynligt at man har ønsket denne konflikt, dog næppe i det omfang det er endt. En belejlig sag for et regime som f.eks. Egypten, der får massiv støtte af USA. Det er ikke så behageligt for dem at fokus er så meget på USA. Så en konflikt kan i mine øjne godt tænkes at have været målet, og en invitation man ikke kan sige ja til. Derfor må kildekritikkens radar også på ambassadørernes svar. De er trods alt deres regerings forlængede arm, så de virkelige svar findes nok snarere i hjemlandene, og hvis man tror, det er religiøse fanatikere, der sidder på magten rundt om i mellemøsten, så skal man nok kigge en ekstra gang. De virkelige motiver/fortolkninger er drønspændende, men nok nærmest umulige at finde frem til. Jeg er ikke i tvivl om at spin, det forkætrede modeord, også findes på arabisk.
Jens
email:Jørgen Zachariassen | website:
Roger Buck påpeger problemet med, hvordan statsministeren har forstået "to take all those responsible to task under law of the land" (der jf. indlæg 2 ovenfor af Politiken er oversat som "gå i rette med").
Men vurderingen af, om ambassadørerne har krævet for dansk lovgivning uacceptable indgreb, kræver også at man tager denne sætning med: "Danish press and public representatives should not be allowed to abuse Islam in the name of democracy, freedom of expression and human rights, the values that we all share" (og her ser jeg bort fra hykleriet i det med at dele disse værdier).
På dansk i egen oversættelse:
<b>"dansk presse og offentlige repræsentanter [evt. folkevalgte] skulle ikke tillades at misbruge islam i demokratiets, ytringsfrihedens og menneskerettighedernes navn, som er værdier vi alle deler"</b>
Det vil være for løs en oversættelse at sætte "should not" lig med "burde ikke". Ordet "should" er datid af "shall", dansk "skal", og når ambassadørerne siger "skulle ikke", må det formodes at gå på, at de jo mener, at islam her og nu bliver misbrugt, så man ikke kan bruge "skal ikke" (det er for dem kontrafaktisk). Ambassadørerne taler ikke om bør, men om en skade, som der "skal" gribes ind over for. Denne tolkning falder helt i tråd med, at den ægyptiske ambassadør langt senere har gentaget, at staten skal gribe ind mod Jyllands-Posten (det mener jeg bestemt at kunne huske; tager jeg fejl?).
email:Jakob Mark | website:
Jørgen, jeg er ikke helt sikker på tolkningen af det afsnit, du citerer, det kommer lidt an på, hvor "man sætter kommaet".
Der kan stå, at de ikke skal have tilladelse til at misbruge islam.
Eller der kan stå, at det ikke skal stå uimodsagt, at de misbruger ytringsfrihedens, menneskerettighedernes og demokratiets navn til at angribe islam.
Afsnittet kan dermed lige så vel være et ønske om en offentlig irettesættelse som om et ønske om decideret indgriben?