header_green.jpg


Journalisthøjskolens weblog om medier og journalistik


Konstruktive nyheder er kritiske

Under søndagens overlæssede biltur til Genbrugsstationen hørte jeg DRs nyhedschef Ulrik Haagerup i P1 diskutere sit udspil til flere konstruktive nyheder i DR med tidligere generaldirektør for DR, Hans-Jørgen Jensen.

Haagerup vil have flere positive historier, hellere det gode, konstruktive eksempel på, at noget lykkes end historier om alle fejlene og manglerne, magtmisbruget og dårligdommene.

Efter et par ture henne omkring metalcontaineren og stort brandbart startede søndagens radioavis kl. 14 – og det var som om nyhedschefens vink med vognstangen nåede direkte ud i æteren. En af tophistorierne lød på, at Legolandsparker nu skulle bygges i endnu flere lande, og den anden handlede om, at Danmark til næste år er vært for en række internationale sportsbegivenheder, hvilket ikke mindst hotelbranchen glæder sig meget over, og glæden blev ekstra understreget af brancherepræsentanten, da han blev interviewet til denne konstruktive historie.

Det er forudsigelig og vitaminfattig journalistik – akkurat på linjen med megen af den kritiske journalistik, som Ulrik Haagerup helt berettiget mener trænger til et løft. Diagnosen er jeg helt enig i, men ikke i løsningen.

Selvfølgelig skal vi have konstruktive nyheder, men journalister og medier, der laver dårlig kritisk journalistik, tror jeg også laver dårlige ”konstruktive nyheder”, og de kan nemt opfatte Ulrik Haagerups budskab, som at nu skal vi lave positive historier om Legolandsparker og flere hotelovernatninger.

God, kritisk journalistik er i forvejen konstruktiv. Det er netop den velforberedte og vidende journalist, der eksempelvis bringer eksemplet på det menneskelige plejehjem, kommunen med den vellykkede integration, Finland med de gode læseresultater ind i et kritisk interview med en ansvarlig politiker.

Og det er vel nærmere oplevelsen af mangel på indsigt, mangel på perspektivering og reel kritisk tilgang, der får modtagere til at opleve medierne som overfladiske og negative.

Kommentarer [4]

  1. 1) Andreas Hørup Nilsson skrev: (05-01-2009 18:21:06 GMT)
    Konflikt et kriterie - løsning et perspektiv

    Hej Martin

    Konstruktive nyheder er nødvendigvis kritiske. Nemlig. Men en kritiske nyheder er ikke nødvendigvis konstruktive.

    For mig at se skyldes manglen på konstruktiv journalistik den journalistiske arbejdsproces.

    Almindelige mennesker forsøger at finde løsninger på problemer. Bankerne gør, hvad de kan, for at overleve finanskrisen - de vil helst ikke dø. Forældre forsøger at få mad på bordet hver dag - de vil helst ikke sende sultne børn i seng. Og jeg forsøger at gennemføre min uddannelse med det bedste resultat - jeg vil gerne lykkes. Og sådan er det jo. Almindelige mennesker vil gerne finde løsningen.

    Men som journalister kæmper vi hver dag en indædt kamp for at finde problemet. Vi kæmper så indædt, at vi oplever, at vi har fundet løsningen, når problemet virkelig er der.

    Er problemet dokumentere til deadline, kan vi puste ud, imens andre må arbejde konstruktivt for at finde løsningen.

    ...

    Som jeg ser det, er det der, Ulrik Haagerup mener, at journalistikken dyrker sin egen og ikke samfundets interesse.

    Hilsen

    Andreas

    --

    Andreas Hørup Nilsson

    -----------------

    DJH 6. sem. og prakker på TV 2

  2. 2) Martin Vestergaard skrev: (06-01-2009 00:49:33 GMT)
    Konstruktive nyheder er kritiske

    Hej Andreas

    Du har en rigtig god pointe - nemlig at journalister leder efter problemer og mindre efter løsninger og gode eksempler, hvilket også Haagerup påpeger. Det er jeg helt enig i.

    Jeg forsøger - måske lidt snørklet - at argumentere for, at skillelinjen snarere er god og dårlig journalistik. Den gode journalistik inddrager gerne løsninger og perspektivering som en del af kritikken. F.x når vi taler om røveriet fra Antvarskov Kaserne, så er det lidt hovedløst at spørge ansvarlige, hvorfor de ikke sikrede sig inden røveriet. Bedre var det måske at høre, hvordan militæret gennem mange år har sikret våben i Tyskland, i Sverige osv...Det kræver bare en hurtig opringning og derved gøre seerne, læserne meget klogere - og så kan oplysningerne bruges i en konkret konfrontation med forsvarsledelse og politikere.

    Her vil f.x. Tyskland optræde som det gode eksempel, men i en kritisk sammenhæng.

    Måske eksemplet virker uoverskueligt i en tv2-dagligdag, og mindre kunne nok gøre det, men igen - pointen skulle gerne være, at løsninger/gode eksempler er stærke elementer i kritisk journalistik.

    Gode hilsner

    Martin

  3. 3) Karen Theilmann skrev: (29-09-2009 13:12:20 GMT)
    Konstruktive nyheder er kritiske

    Hej Martin

    Kan du muligvis give mig et link til den radioudsendelse du omtaler?

    Mvh. Karen

  4. 4) Hannibal skrev: (02-06-2010 10:18:32 GMT)
    Konstruktive nyheder er kritiske

    Det er måske lidt sent, men linket er her:

    { Link }

Add Comment
 
Subject:
   
Name:
E-mail:
Web Site:
 
Comment:  (No HTML - Links will be converted if prefixed http://)
 
Remember Me?     







Martin Vestergaard

Lektor på Journalisthøjskolen.

Mine favoritter
  • Mediewatch
  • Jyllands-Posten (Erhverv & Økonomi)
  • Journalisten

  • Mine tidligere indlæg
    Ønske: Cepos-frit 2009
    Konstruktive nyheder er kritiske



    Email :: webmaster@djh.dk