Eksperter, meningsdannere, kommentatorer og andre pibler i disse dage frem i medierne med beskyldninger om mediehetz, kønsdiskrimination og lemmingedefekt i dansk presse.
 
Omdrejningspunktet er naturligvis to af dansk politiks stærke kvinder – Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen  - som hen over sommeren har været genstand for massiv medieomtale af alt muligt andet end deres politik.

Men sagen er den, at medierne og især journalisterne har passet - og taget vare på - den vigtige funktion, som er blevet dem tildelt. Der er hverken tale om hetz, lemminger eller direkte modstandere mod anstændige og demokratiske principper – uagtet at enkelte medier fra tid til anden går ud over kanten i jagten på den hurtige oplagssucces. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men frem for at bruge sensommeren på at få bolden endeligt i mål, scorer mange medier i disse dage eklatante selvmål ved at fylde spalterne og nyhedsfladerne med tilfældige meningsdannere (bloggere) og eksperter, som uden at have den fjerneste baggrund – anden end deres nok så gode meninger - får lov til at sparke løs på medierne nu de alligevel ligger ned.

Som udgangspunkt oplever vi i disse år en øget fokus på personsager i medierne. En tendens som mange af de lande, vi sammenligner os med, har oplevet år før os. Men i modsætning til pressekorpset i lande som England og USA har dansk presse en overordentlig fin fornemmelse for, hvornår personspørgsmål hører hjemme i privatsfæren, og hvornår de bør komme til offentlighedens kendskab. Eksempelvis beskæftiger dansk presse sig stort set ikke med, hvordan danske statsministerkandidater er som ægtefæller og forældre. Det er faktisk tilfældet i mange lande omkring os.

Til gengæld reagerer en dansk journalist kritisk og undersøgende, hvis vedkommende kommer på sporet af en statsministerkandidat, som slår sig op på budskabet om, at de brede skuldre skal løfte det største læs, men selv – måske – ikke i tilstrækkelig gad bidrager til at trække læsset. Eller gentagne gange giver meget forskellige oplysninger om sine skatteforhold.

Når vi ser flere personsager i dansk politik formidlet af medierne, hænger det sammen med, at de danske politikere i stigende omfang selv slår sig op på værdipolitiske dagsordner: Folkeskolen skal være det sted, som kitter samfundet sammen, hårdere straffe til bilister, som udsætter andre for fare osv. Og den slags dagsordner kan vælgerne ikke forholde sig til, hvis de selv samme politikere over en kant vender folkeskolen ryggen og konsekvent bryder fartgrænserne.

Der er simpelthen ikke noget demokratisk problem i at afprøve, om politikerne kan stå distancen i forhold til de værdier, som de selv går til valg på – og som vi vælger at tildele dem tillid for. Der er heller ikke noget demokratisk problem i at afdække, om lovgiverne selv overholder loven.

Demokratiet fungerer netop på den måde, at vi som borgere skal have tilstrækkelig information til at kunne træffe kvalificerede valg på egne og samfundets vegne. Også når det gælder politikernes evne til at leve efter de værdier, som de vil arbejde for, hvis vi giver dem vores stemme ved et valg. Hvis vi derimod mister tilliden til dem, vælger vi nogle andre til at repræsentere vores holdninger.

Og der er ingen tvivl om, at danske politikere også selv er indstillet på denne nye demokratiske virkelighed. Ellers stiller man sig ikke op søndag aften i primetime og giver eksklusive interview. Man planlægger heller ikke at afbryde sin ferie for at holde spontane pressemøder i lufthavnen, hvor man udtrykker sin ydmyghed og beklagelse over at have sjusket med oplysninger. Det gør man som politiker, fordi man har accepteret at egen evne til at leve op til værdierne er relevant og vedkommende.

Der er dog grund til refleksion over sommerens massive medieomtale af Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. Uden at de to sager har noget som helst med hinanden at gøre, er der dog en kedelig tendens i en række medier, som går igen i de to sager. Fænomenet kan vi jo kalde for med-sparkeri, og det dækker over, at nogle journalister og medier tilsyneladende blot ”sparker med”, når kilden alligevel er gået i brædderne. Den måde de to politikere omtales på bliver i en række tilfælde respektløs. Enkelte medier falder i at tage udgangspunkt i de to kvindelige politikernes udseende og anvender vendinger, som på en indirekte måde bidrager til at underminere de to politikere på en usaglig måde. Den form for journalistisk med-sparkeri er jeg overbevist om, at mediebrugerne godt kan gennemskue – og den øger ikke just de pågældende mediers troværdighed.

I midten af 90’erne sang TV2, at ”det er samfundets skyld”. Jeg oplever i stigende omfang et samfund, som siger, at det er mediernes skyld. Men det er altså ikke tilfældet i disse sager. Heller ikke selv om et kor af meningsdannere og politiske supportere nu står på skuldrene af hinanden for at lave glidende tacklinger på medierne. Min opfordring skal være at behandle dem lige så kritisk som de politikere, som hen over sommeren har måttet stå til ansvar for deres handlinger i deres politiske og private virke.

”Fældet af B.T.”

Sådan lød overskriften på B.T. den 1. juli, hvor socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, og hendes mand Stephen Kinnock efter massivt mediepres valgte at lade ægtemanden, som er bosiddende i Schweiz, beskatte i Danmark.

Overskriften på denne historie vidner om, at B.T. enten har misforstået sin rolle. Eller også vidner ordvalget om, at træerne for B.T.s vedkommende vokser ind i himlen. For meget kan man tillægge medier. Men de fælder ikke noget som helst, når det handler om skatteafgørelser eller domme. De er muligvis årsag til en del skovfældning. Men så er det også sagt.

Ikke desto mindre er forsiden om Stephen Kinnocks skatteforhold opsigtsvækkende. Og den er givetvis blevet gransket af både medieeksperter og journalister. Det er ganske overraskende, at et medie reklamerer med, at man har ”fældet” en toppolitiker på sin egen forside. Det er muligvis noget, man taler om bag lukkede døre på et redaktionsmøde. Men jeg kan ikke erindre fortilfælde af den slags, som B.T. leverede den 1. juli.

Og det med god grund. For medierne og journalister kan ikke fælde nogen som helst. Og det har aldrig været hverken mediernes eller journalisternes rolle uanset, hvor stor trangen til det har været. Man kan fælde træer, og domstole kan fælde domme. Mediernes – og især journalisternes – rolle er, at afdække forhold, så borgerne kan blive i stand til at træffe kvalificerede valg på egne og samfundets vegne. Og det gør borgerne givetvis i denne sag - muligvis ved næste folketingsvalg.

Medierollen kan også handle om, at afsløre forhold, som giver myndighederne en indsigt, som de kan vælge at reagere på enten ved at anmelde konkrete forhold til politiet, indlede selvstændige undersøgelser eller lignende. Forhold som måske kan føre til domsfældelse.

Men det kan aldrig blive mediernes eller journalisternes rolle at fælde nogen eller noget. Og heldigvis for det.

Det er svært at få en seriøs debat i gang om et forslag, når det ret konsekvent bliver fremstillet helt forkert i medierne.
Forleden publicerede domstolenes tidsskrift Retten Rundt artiklen ”Nye tider for navneforbud”. Jeg har skrevet artiklen, der har som hovedpointe, at de gældende regler om navneforbud ikke længere dur, fordi offentliggørelse i nye medier bl.a. Facebook ofte sker, før domstolene får fastsat et navneforbud.

Som løsning på problemet skitserer jeg et forslag til nye regler: Væk med de konkrete navneforbud, som domstole fastsætter efter anmodning fra forsvarer eller anklager. Indfør i stedet almindelige regler med efterfølgende ansvar. Det vil sige et almindeligt regelsæt, hvor mistænkte, ofre og pårørende som hovedregel er beskyttede mod at blive nævnt men ikke beskyttet, når deres identitet har samfundsmæssig interesse, eller de giver samtykke. Mit forslag svarer til principperne, der gælder ved god presseskik og ved domstolens afvejning af privatliv kontra pressefrihed.

Jeg afleverede manuskriptet til Retten Rundt 19. maj, og det blev publiceret 16. juni. I mellemtiden kom den konservative retsordfører Tom Behnke frem med forslaget om generelt navneforbud, der kun kan ophæves af en dommer. Da jeg hørte det konservative forslag, tænkte jeg: ”Det forslag tager jo slet ikke højde for de almindelige anerkendte principper for pressefrihed. Godt at min artikel er på vej”.  

Jeg gjorde mig umage med at formulere artiklen til Retten Rundt, men den har ikke haft synderlig betydning for medieomtalen: ”Mediejurist Oluf Jørgensen er på linje med De Konservative” lyder overskriften i MediaWatch). ”Tom og Oluf har denne gang tænkt sig frem til, at der skal indføres et generelt navneforbud i alle straffesager! skriver Bent Falbert i sin medieklumme i Information. Ebbe Dal skriver i Nyhedsbrevet Dansk Presse, at ”ophævelse af det skal ske ved en konkret undtagelse, akkurat modsat af, hvordan det er i dag.”

I Mennesker og Medier fik jeg i fredags lejlighed til at forklare mit forslag. Tak for det. I DR´s omtale af indslaget står dog ligesom andre steder, at mediejuristen Oluf Jørgensen slår til lyd for generelt navneforbud i alle straffesager.
 
Tilstanden i dag i korte træk:
·       Principperne for god presseskik om navne i retsreportager følger almindelige principper med efterfølgende ansvar og plads til pressefrihed.
·       Retsplejelovens gældende regelsæt om navneforbud sigter derimod på forudgående indgreb og er beslægtet med andre censurlignede indgreb som fogedforbud. Retsplejelovens regler tager et vist hensyn til samfundsmæssige interesser, men ikke med den vægt som pressefriheden normalt skal have.
·       De nye medier (Facebook m.fl) er ikke omfattet af principperne om god presseskik, og domstolens navneforbud kommer for sent. Der er således i realiteten ikke nogen beskyttelse for mistænkte, ofre og pårørende.
 
Mit forslag vil betyde:
 - at ytringsfriheden styrkes for traditionelle medier, der respekterer god presseskik, fordi de slipper for forudgående forbud, der ikke tager tilstrækkelige hensyn til pressefriheden,
 - at offentliggørelse på internetmedier herunder sociale medier bliver reelt omfattet af regler med efterfølgende ansvar.

Hvis nogle har lyst at få nærmere kendskab til mit forslag så lyt til Mennesker og Medier (og nøjes ikke med foromtalen) eller læs artiklen i Retten Rundt eller på mediejura.dk.

Kun en lille del af danske journalister ligger under for pres og trusler, viser en nyere undersøgelse blandt journalister ved landsdækkende, danske medier.
 
Ikke desto mindre angiver en del journalister i undersøgelsen, at misinformation og manglende tilgang til oplysninger kan være årsag til, at historier ikke kommer frem.

Undersøgelsens mange kommentarer vidner om, at en lang række især stærke og professionelle kilder har udviklet en særlig subtil form for pres for at sikre sig en position i medierne. Og vi behøver ikke undersøgelser for at observere, at en række kilder dagligt formår at manipulere, lyve eller udøve spin for at udbrede bestemte budskaber – eller det modsatte – i danske medier.

Udviklingen er lige så forudsigelig, som den er åbenlys. Og den kræver nu, at journalister i langt højere grad lærer at matche de stærke kilder.

For nogle måneder siden modtog jeg en mail fra to studerende. De havde anmodet om aktindsigt i en sag i en mellemstor dansk kommune. Svaret lød:

Da jeg svarede på jeres mail af 3. december 2009, i øvrigt
samme dag som jeg modtog den og her lagde til grund, at vi
af helt ekstraordinære store organisatoriske udfordringer
ikke så os i stand til at hjælpe jer i den aktuelle
situation - og samtidig gjorde det klart, at vi altid
bestræber os på at hjælpe ikke bare journaliststuderende,
men alle studerende når vi kontaktes - finder jeg jeres
seneste mail, hvor I søger om aktindsigt på trods af
ovenstående aldeles upassende og bestemt ikke befordrende
for et fremtidigt samarbejde med journaliststuderende.
Jeg kan oplyse, at jeg agter at videregive jeres mail til
vores juridiske team for her at få klarlagt, om I har krav
på aktindsigt.
Jeg vil desuden bede jer om at oplyse navn og mailadresse
til jeres vejleder og studierektor.

Mailen er afsendt fra en højt placeret embedsmand. Og den er et eksempel på en subtil form for pression, som nogle professionelle kilder udsætter journalister for.
Journalisterne angribes på deres integritet, trues med at deres anmodning vil komme andre til skade, og i sidste ende truer kilden med, at der vil blive afsendt en klage over dem.
 
For nogle uger siden kunne Journalisten.dk berette om en lignende sag, hvor en politisk reporter fra Altinget.dk bad om aktindsigt hos Statsministeriet. Her svarede en chef fra ministeriet, ifølge båndudskriften blandt andet:
”Når du beder om en aktindsigt, så gør du det meget formelt, og så er vi nødt til at køre det meget formelle. Jeg har svært ved at køre de to spor samtidig” og ”Du kan ikke regne med, at vi både behandler et hav af aktindsigter, og at jeg også er flink over for dig”.
En klage via ombudsmanden har sidenhen fået Statsministeriet til at beklage.

Flere journalister kender ifølge undersøgelsen, som Kaas & Mulvad har gennemført i samarbejde med Jyllands-Posten, godt til truslen om, at man ikke får historier fra sine kilder, hvis man ikke føjer dem. Og dermed bliver man ude af stand til at løfte den opgave, man er sat til at løse. Det kan både være højtstående kilder hos eksempelvis styrelser, banker og organisationer, som lukker historien, hvis den ikke vinkles i en særlig retning. Eller – som vi senest har set eksempler på - kendiskriminelle og finansmænd, som siger ja til et eksklusivinterview, mod at journalisten høfligt holder mikrofonen i ro.

En anden form for pres på den uafhængige journalistik er vi alle vidner til hver aften, når nyhederne ruller over skærmen. Det er kilder, som har en åbenlys interesse i at optræde i medierne. Men som ikke vil forholde sig til den sag eller historie, som det pågældende medier ønsker at belyse. Og i rigtig mange tilfælde lykkes det faktisk kilderne at sætte egne dagsordner ved at vige uden om spørgsmål, nægte at svare, ved at manipulere eller udøve spin – helt uden konsekvenser.

En af vores vigtigste opgaver som ansvarlige for landets største journalistuddannelse er at ruste fremtidens journalister til at kunne gennemskue og overskue dette pres.

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har vi blandt andet opgraderet den del af undervisningen og forskningen, som netop handler om at give de nye journalister stærke analytiske kompetencer og redskaber til at håndtere manipulation, fortielse, løgn eller andre former for afværgemanøvre fra kilder.
 
Og i praksis kræver vi af vores studerende, at de arbejder i dybden med et bestemt emne over en længere periode, hvor de blandt andet skal afdække de offentlige samtaler om emnet - hvem snakker om emnet? Hvordan tales der om det og hvor? Det sikrer, at de analyserer journalistikken om emnet og reflekterer over den. Konkret lærer de noget om at analysere diskurser og argumenter, så de kan afdække, hvilke diskurser, der er i spil, og hvordan der argumenteres.
For at undgå et mindre våbenkapløb imellem kilder og journalister er vi som uddannelsesinstitution ligeledes ansvarlig for, at professionelle kommunikatører udstyres med en faglig etik, som gør dem i stand til at arbejde med de vilkår, som er bydende nødvendige for at opretholde en fri og uafhængig presse.

Men ét er, hvordan vi ruster kommende journalister inden for institutionens mure. Noget andet er, hvordan presset håndteres i virkeligheden nu og her – ude på redaktionen i en travl hverdag.
 
En stor del af presset på journalister fungerer faktisk kun, fordi det foregår i det skjulte. Langt de fleste journalister – der kradser bare lidt i overfladen – udsættes for pres eller småtrusler fra kilder. Men mit gæt er, at de fleste journalister håndterer det alene. Og jeg har ikke set mange eksempler på, at dette pres er blevet fremstillet åbenlyst.

Men det er vigtigt, at man på redaktionen drøfter, hvor grænserne går, og hvor meget man vil finde sig i? Kan man leve med trusler om udelukkelse fra forskellige sammenhænge? Trusler om klager til redaktionsledelsen? Krav om betingelser for at deltage i historier? Kilder der ikke vil deltage som led i deres sanktion mod journalisten? Hvor går redaktionens grænse?

Samtidig bør både medier og journalister overveje at være mere åbne, når de foretager valg og fravalg på baggrund af pres fra kilder. Hvis en bestemt kilde er fravalgt eller har fået indflydelse på historien eller interviewet som betingelse for at deltage, bør det fremgå tydeligt overfor læsere, lyttere og seere – som en hvilken som helst anden form for god varedeklaration. Hvis ikke det sker, har mediet givet efter for pression. Og så virker den for alvor. Til stor skade for journalistikken.

Dette indlæg blev bragt i Mediawatch den 22. juni 2010.

Det skorter ikke på dystre meldinger om jobsituationen for de nye og fremtidens journalister.
 
Jeg deler ikke sortsynet. Der er nu – mere end nogensinde før – brug for kreativitet, når det kommer til udvikling af vores branchen. Det er kompetencer som de nyuddannede har. Derfor skal de ikke snakkes ned i sokkeholderne men tales frem i lyset.
 
Senest har Lasse Jensen, redaktør på P1-programmet Mennesker og Medier, meldt ud, at antallet af stillinger ikke står mål med det antal journalister, som hvert år uddannes.
Den samme udmelding kommer fra TV2's nye medlem i praktikudvalget, Peter Kramer, ved udsigten til mangel på praktikpladser.
Hvad ville I selv have tænkt, hvis nogen havde sagt til jer, at I ikke kunne blive det, I drømte om, fordi der ikke var udsyn til varig beskæftigelse, gode stillinger og faste lønninger?

Der er brug for de unges innovationskraft. Og ikke dommedagsprofetier. Journalister er skarpe til at tilpasse sig et foranderlig jobmarked. Og de er bestemt ikke blevet dårligere til det i takt med, at innovation og entreprenørskab er blevet faste elementer i deres uddannelser. Når det er sagt oplever de nye generation af dimittender svære tider nu. Og det gør dimittender fra stort set alle uddannelsesinstitutioner på nær sundhedsuddannelserne.
 
På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole gør vi os ingen forestillinger om, at vi skal uddanne journalister alene til stillinger, som i dag findes i mediebranchen.Blandt andet derfor har vi omlagt journalistuddannelsen, så fokus i langt højere grad er på udvikling af journalistik, den journalistiske rolle, nye medier og nye medieprodukter.
 
Lasse Jensen blev – lige som mange andre indflydelsesrige mediepersoner - uddannet i 60’erne, 70’erne og 80’erne, hvor DR og avisernes chefredaktører var de naturlige aftagere af de nye dimittender. Sådan er det ikke mere.

I 2010 kan man blive ansat som Facebook-reporter. Virksomheder har egne webtv-kanaler. Og mange medier har deadlines døgnet rundt. Vi lever i en virkelighed, hvor landets største kommune har 104 ansatte til at håndtere presse og kommunikation, og hvor sociale medier og nichemedier spirer frem på nye slagmarker.
 
På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole holder vi os hele tiden opdaterede med de nyeste kommunikationsformer og leder efter nicher og platforme, hvor fremtidens journalister kan slå deres folder. Så sent som for to uger siden udgav forskere og udviklere fra skolen - i samarbejde med blandt andre forskere fra Aarhus Universitet - rapporten E-publicering. Den giver bud på, hvad 2010’ernes moderne mediehuse skal tilbyde brugerne,  og hvad journalisterne skal kunne for at levere indholdet.

Jeg bliver bekymret, når ledighedsstatistikken opfører sig, som den gør for  nye dimittender lige nu. Sådan er vi mange rektorer, dekaner, studieledere på de videregående uddannelser, der har det. Vores opgave er at uddanne til forskellige brancher. Og til et arbejdsliv hvor varig beskæftigelse og tilknytning til arbejdsmarkedet ikke er en selvfølge men et mål, vi stiler efter.
 
Situationen for de nyuddannede journalister er parallel med situationen inden for andre områder. På DJØF-området var ledigheden blandt nyuddannede 27 procent i 2009. Og den ventes at stige markant i år.
Men vi hjælper ikke de unge ved at bortdømme deres fremtidsdrømme, udtale dommedagsprofetier på mavefornemmelser og statistik med bølgende kurver. Og vi gør ingen godt – heller ikke mediebranchen – ved at sadle om i panik.
Vi skal hjælpe de unge med at se fremad, give dem chancen og hjælpe dem med at dygtiggøre sig i denne periode, hvor der er langt imellem de faste stillinger.
Dette indlæg blev bragt i Mediawatch 28. april.